BRAVO, ungdoms bladet over dem allesammen, har solgt hundredtusindvis eksemplarer hver uge i Tyskland og i mange andre lande, heribland Danmark. Nu fylder tidskriften 60 år, kæmper indædt mod digitale konkurrenter og styrtdykkende oplæg og udkommer kun hver anden uge. 

 

 

Torsdag. Det må helt afgjort være ugens højdepunkt. For om torsdagen udkommer “BRAVO”, uge for uge. Sådan forstillede jeg mig dengang, I mine ungdomsår i 80’ernes DDR, at en vesttysk teenager måtte selvfølgelig have det. Endelig ud til den nærmeste kiosk og købe den nyeste udgave af BRAVO – Jaaaah!!

 

Undergravende virksomhed

Det var selvfølgelig rent gætværk. Måske var det bare en del ønsketænkning fra min side, en måde at holde fast i en illusion og en naiv forestilling om livet i vest. Fordi BRAVO og dens konkurrenter som Popcorn, Wendy , Mädchen osv. var vel helt almindelige i vest – fordi man til enhver tid bare kunne købe dem. Og dermed fik de den overdrevet store betydning i øst, hvor man  netop ikke kunne få fingre i dem på legal vis. Vi stakler i øst måtte nøjes med vores helt eget, socialistisk ungdomsmagazin “Neues Leben” som kun kom ud i begrænset oplæg og derfor stort set aldrig kunne købes frit. Dens største ulempe var dog, at det ikke var nær så sexet som de vesttyske blade. Og dem, BRAVO eller POPCORN, kunne man overhovedet ikke få. Blade som dem var selvfølgelig forbudte under det østtyske styre, fordi man vurderede, at de var decideret fårlige: de var nemlig med til at undergrave det socialistiske samfund i DDR, forherlige individualisme og hylde amerikansk-dominerede vestlige værdier. Problemet var bare, at de fleste ville læse den. Én udgave af BRAVO, endog måneder gammel, og man var lykkelig.

 

Starschnitt & Dr. Sommer-brevkasse: BRAVO’s særstatus i DDR

BRAVO-Starschnitt, en masse farveposter i stor format af de mest aktuelle musik-stjerner, aktuelle hitlister, sangtekste, interviews og ikke mindst Dr. Sommer’s brevkasse og Foto-Love-Story– mange kendte disse ugentlige rubrikker med klassiker-status, og ville næsten have givet alt for at få fat i en BRAVO. I mine barndoms- og ungdomsår fyldte BRAVO derfor en del. Havde man en Oma, der havde tilladelse til at rejse mod vest, fik hun besked på at købe og tage den med (= smugle) hjem. Var man ikke i denne heldige situation, måtte man bytte. For der var altid en eller anden, der havde en side, en poster eller bare et udklip af bladet. Og det var dyrt! Med en poster af Depeche Mode i hænderne kunne man næsten få alt. Det fungerede vel som uofficiel valuta bland unge i øst. Så, ja – BRAVO var med til at forme vores smag og værdier og dermed fik bladet den undergravende og farlige rolle som styret havde frygtet. Jeg husker min og min storebrors desperation over at have fået ottendedel af en Madonna-“Starschnitt” (en poster i overnaturlig størrelse, og hvor én BRAVO kun indeholdt en mindre del af helheden. Man måtte samle også alle de næste udgaver) – hvordan i alverden skulle vi nogensinde få samlet hele posteret? Tja, man var jo også pragmatiker dengang. Jeg tror, vi byttede Madonnas ben, som var på vores del af Starschnitt, væk til en mindre men hel poster af Depeche Mode, som i lang tid var centrummet for vores musikalske helte dyrkelse.

 

Kan man blive gravid af petting?

Men Dr.Sommer’s brevkasse og Foto-Love-Story’en var de sider man læste som det allerførste. Det var både pirrende og pinligt, at læse det andre Tysklands unges spørgsmål om kærlighed, pubertet og alle de problemer der fulgte med. Ikke at vi hentede vores seksualoplysning kun fra BRAVO’s sider, men vi supplerede op. For spændende var det med de problemer og overvejelser, som åbenbart også dem i vest var plaget af. Og hvem ville ikke gerne se hvad Dr. Sommer, helt åbenlyst verdens bedste specialist i psykologisk rådgivning for alle mulige problemer, svarede på spørgsmål som “Kan man blive gravid af petting?”, “Er rygning dårligt for min barm?” eller “Kan man blive impotent af at jogge?”.  En vesttysk bekendt i min alder fortalte mig, at mange af de voksne idag havde fået deres seksuelle oplysning via BRAVO. Jamen, bravo da!

 

Fra mainstream til nicher

Men sikkert er, at BRAVO i 80’erne var stilbildende for en del årgange af unge. Sproget var cool og med mange anglicismer, indholdet var rettet mod os puberterende. Og med sit visuelle udtryk ramte bladet mainstream-nerven bland “die Popper”. Indtil 90’erne havde bladet en glansperiode (også takket være et kæmpe efterslæb på vestlig mainstream-kultur fra de østtyske unges side, der nu efter genforeningen kunne købe bladet), med et oplæg på over en million. Men oplaget er styrtdykket siden, og BRAVO måtte gå med tiden. I takt med individualiseringen og at stjernerne (og fansene) er digitalt undervejs, skulle bladet fokusere på nicher såsom Dr.Sommer-brevkassen. Udover den klassiske papirudgave findes der idag også Bravo-Sport, Bravo-Girl og bravo.de, samt i lavere udgivelses-frekvens “Bravo Foto Love Story” med – lige præcis – kun kærlighedshistorier fortlalt med billeder og talebobler. Desuden udgav man i en periode et Hip-hop-special blad og et blad for computerspil. Og selvfølgelig er man på FB og de andre gængse sociale medier. Men hvorvidt BRAVO idag stadigvæk har relevans for dens indivisualiserede og live-streamende målgruppe, er redaktionen bag bladet ikke i tvivl om, da behovet for orientering stadigvæk er meget stærk bland de unge i puberteten overhovedet.

Kigger man i en aktuel udgave, konstaterer man en skingrende visuel stil, flere pangfarver og mere nøgenhed. Også sproget synes at være mere pågående. Men forsiden ligner sig selv- en grafisk overflødighedshorn af kaos og med en (mig ukendt) YouTuber eller et boyband der smiler med ligeså velredigeret tandpastasmil og babyhud, og med ligeså hullede jeans som dengang. Måske man skulle til nærmeste kiosk og købe den nyeste udgave? Bare for nostalgiens skyld. Og fordi jeg bare kan…