En stor fortælling om humanisme

Posted on Posted in Ikke kategoriseret

Jenny Erpenbeck har skrevet en fantastisk roman. I 2015 udgav hun bogen “Gehen, ging, gegangen“. Mens værket ikke har fået udelt begejstring blandt de tyske litteraturkritiker, er det intet desto mindre en yderst vigtigt refleksion, der bidrager til den tyske flygtningedebat.

Jenny Erpenbeck Titel

I bogen møder læseren philologi-professoren Richard, der nu, efter konens død og efter egen pensionering, lever et stille og endnu mere verdensfjernt liv i et forstad til Berlin. Han har ingen fordomme men heller ingen anelse om den gruppe flygtninge, som han ved et tilfælde møder. Romanens fortælling er den gradvise proces, med hvilken Richard  langsomt kommer mændende fra Afrika og deres individuelle skæbner nærmere.

Humanistisk hjælpsomhed – langt fra “Gutmenschentum”

Han interesserer sig virkeligt for deres historier  og hans akademiske sind bearbejder og lærer konstant fra sig. Han er nysgerrig og udvikler en stigende empati, som driver ham og fører til små venskaber med de afrikanske mænd. De får plads til at fortælle deres historie, de kommer i Richards hjem, han lærer dem tysk og han involverer sig i stigende omfang i deres liv. Man kunne måske indvende at dette er nok skildringen af en rimelig plat “Gutmenschentum” (en nedsættende og diffamerende betegnelse for et etisk godt menneske og ser hjælpsomhed som værende naiv, dum og verdensfjern. Ordet blev senest brugt for at diffamere dem, der engagerede sig for flygtninge og stillede sig imod de mange angreb på flygtninge kvarterer. Ordet blev prompt valgt som årets mest uvenlige ord 2015). Men Richards gradvise tilnærmelse til det “fremmede”næres af hans akademisk-reflekterende sind, og her formå Erpenbeck at illustrere, hvordan man på åbent og ikke-naiv vis kan nærme sig hinanden. Det er nemlig tegn på hele det humanistiske værdispektrum, som man som læser møder i Richards refleksioner.

Den gode viljes ynkelighed

Dog, og her har recensenten af avisen Frankfurter Rundschau ret, når hun bemærker at det næppe er en storslået utopi der bliver ridset op, men snarere en fortælling om “den gode viljes ynkelighed”. For i sidste ende har Richard ikke mere at byde på end noget provisorisk improviserende – det julefest han arrangerer hjemme for nogle af flygtningene er måske dets bedste billede. Alligevel er det mere end de fleste Tysker kunne byde ind med og derfor forekom romanen mig som et literarisk lærestykke i oprigtighed : Richard kan ikke trylle, på trods af hans bedste intentioner. Erpenbeck har valgt en skånselsløs realisme. Denne bliver forstærket igennem forfatterens formåen at skabe forståelse istedet for medlidenhed. Absurditeter fra det tyske bureaukrati med dens retningslinjer, forpligtelser og bjerger af sagsdokumenter, som gør asylsøgernes liv endnu mere kompliceret, bliver fortalt i herlig komiske scener.  Her skaber Jenny Erpenbeck mange indtrængende og personlige portrætter om asylsøgende fra Afrika.

Går, gik, gået

Hvorfor titlen? Titlen, bestående af de tre bøjningskategorier af det tyske verb “gehen”, er ved første blik en reference til sprogundervisningen, som alle flygtninge deltager i. Men den kunne også tænkes som en statusmarkering af flygtningenes sag om opholdstilladelse i Tyskland. Nemlig hvordan deres aktive sag i fortællingens løb bliver en ekspederet og effektueret sag – flygtningene “bliver gået”, de får ikke medhold i deres sag. Men mændende er der og derfra Erpenbecks åbent spørgsmål, trykt to gange på ellers tomme sider: “Hvorhen går et menneske, der ikke ved hvorhen han skal gå?” En virkelig læseværdig roman om gensidig forståelse. Den skal læses!

Heldigvis udkommer romanen til oktober på dansk under titlen “Går, gik, gået” og kan forudbestilles allerede nu.