Globalt eller nationalt? – I en ny undersøgelse for britiske BBC har analyseinstituttet Globescan adspurgt ca. 20.000 personer i 18 lande om deres ”state of mind”: føler de sig mest som verdensborger eller som statsborger i deres hjemland?
Flertallet ser sig som verdensborgere – for allerførste gang
Resultaterne af undersøgelsen viser sig at være ret så spændende! Først og fremmest giver resultatet af undersøgelsen indsigt i to vigtige forhold: for det første er det siden begyndelsen af disse undersøgelser for 15 år siden nu for allerførste gang, at et flertal af de adspurgte føler sig mest som verdensborger! I gennemsnit vil 51% nemlig betegne sig selv enten som ”entydigt som verdensborger” eller ”mest som verdensborger”.
Halleluja – det er da noget af en erkendelse, i tider hvor nationalismen ser ud til at blomstre, højreradikale partier i mange vesteuropæiske lande står til store valgsejre(link) og hvor som foreløbig kulmination, England lige har meldt sig ud af den Europæiske Union.
Dette ændring i forhold til tidligere undersøgelser er alt andet lige en virkelig positiv udvikling!
Gælder ikke for de vesteuropæiske industrilande
Der er dog en hage ved denne positive sindelags ændring – og her kommer jeg til den anden vigtige erkendelse. Bryder man resultatet ned på lande-niveau, så vil man hurtigt opdage at den første erkendelse nemlig først og fremmest gælder for udviklingslande, såsom Nigeria, Kina, Peru og Indien! I disse lande har man en ”verdensborger-andel” på hhv. 73% (Nigeria), 71% (Kina) og 70% (Peru) og Indien (67%). Så svaret på overskriften må være: ”Verdensborgere bor I udviklingslandene”!
For de udviklede lande derimod, altså vores industristater, er det i langt mindre grad tilfældet: vi ser os selv først og fremmest som borger i vores land og vi er blevet mere og mere skeptiske overfor kosmopolitismen. Her er Tyskland et meget markant eksempel: andelen af de Tyskere der ser sig selv mest som verdensborger ligger p.t . på 30%, og dette betyder en fald siden 2009 med hele 13%! Så selvom Tyskland er ”Exportweltmeister” og dermed profiterer godt fra globaliseringen, og på trods af at Tyskland er en af EU’s bærende kræfter, definerer borgerne sig selv i tiltagende grad som borgere i (nationalstaten) Tyskland. Kun 4% af Tysklands befolkning definerer sig selv helt og aldeles som verdensborger. Det er, bortset fra Rusland, det laveste bland de vestlige lande der deltog i undersøgelsen. Denne meget lave værdi kan være forklaringen for den bølge af succes som den højre populistiske parti Alternative für Deutschland rider på og som har vist sig i forårets valg til regionale parlamenter, hvor partiet som regel fik tocifrede i nogle af de tyske delstater.
Man er tilbøjelig til at tro at fremgangen for Frankrigs Front National, skyldes samme tendens. Og i sidste ende er Brexit vel et resultat af denne dybe skepticisme overfor transnational europæisk politik på den ene side og en tilbadevenden til og samling omkring en national identitet på den anden.
Og Danmark? Tja..
I Danmark ser det ud på nogenlunde samme måde. Selvom Danmark ikke var med i ovennævnte analyse, har avisen Politiken for få uger siden bragt en debat om netop samme emne, baseret på en Megafon måling. Her svarer kun 19%, at de helt eller overvejende opfatter sig selv som verdensborgere frem for borgere i Danmark, mens 57% er uenige. De fem samfunds-debattører i Politikens Debat-artikel har ret så forskellige synsvinkler på spørgsmålet om det nu er godt eller skidt at kun 19% ser sig selv som verdensborger.
Personligt kan jeg genkende mig selv i Knud Romers udsagn om at han er falstring og verdensborger, og i filosoffen Peter Kemps ”ikke en enten-eller, men en både-og”: umiddelbart føler jeg mig som verdensborger med et regionalt tysk ophav i Thüringen. Da jeg blev født kom dette Thüringen til at ligge i et land der siden den 3.Oktober 1990 ikke længere findes. Derefter blev jeg indbygger af et genforenet Tyskland i ti år, afbrudt af længere perioder i Frankrig og Rusland, inden jeg flyttede til Danmark. På nuværende tidspunkt har jeg boet længere tid i Danmark end i det genforenede Tyskland. Jeg har nydt godt af europæisk integration og globalisering, og jeg vil kalde mig for tysk verdensborger, der arbejder for det transnationale samarbejde mellem Tyskland og Danmark.
Men jeg indgår hverken i den tyske eller den danske statistik, øv!