Genforenet og delt alligevel – “Status Quo” i Tyskland

Posted on Posted in Ikke kategoriseret

Et kvart århundrede er gået siden Murens fald. Er Tysklands genforening nu ikke snart fuldbyrdet? Det skulle man tro. Alligevel er der mange tegn på, at der er lang vej endnu.

Da jeg holdt et oplæg om den Kolde krig, DDR  og Tysklands genforening foran nogle gymnasieelever i København, blev jeg igen spurgt om DDR nu, 25 år efter genforeningen, ikke er helt og aldeles forsvundet?  Jeg har som altid et dobbelt svar – ja, på overfladen er DDR væk og Tyskerne har haft travlt med at fjerne alle spor efter delingen, og især efter Arbejder- og bondestaten. Men under genforeningens fernis ligger og ulmer en masse forskelligheder mellem øst og vest, der demonstrerer en deling der går meget dybere end overtagelsen af et potent vesttysk kapitalistisk samfunds-model og fjernelsen af officielle DDR-repræsentationsobjekter fra det offentlige rum kan umiddelbart kurere. Socialiseringen af flere generationer under DDR’s samfundsystem kan man naturligvis ikke bare slukke for.

Et tydeligt skel mellem vest og øst

I anledning af 25 årsdagen for Tysklands genforening i 2015 har den anerkendte tyske ugeavis “Die Zeit” publiceret en status quo under den sigende titel “Das geteilte Land” (Det delte land). Denne undersøgelse, som jeg under mine foredrag selv bruger, dokumenterer ved hjælp af statistikker de meget tydelige spor der stadigvæk findes efter den hhv. østtyske og vesttyske socialisering og synliggør under den genforenede overflade et markant skel mellem øst og vest.

Geteiltes Land Die Zeit
© Zeit online

Der findes godt nok grafer, der viser en tilnærmelse af de østtyske standarder til de vesttyske. For eksempel er husholdningens udstyr med hårde hvidevarer næsten identisk, og fødsels raten hos kvinderne nu følges ad i øst og vest.

Men for den overvældene del af de undersøgte parametre vises en markant forskel mellem de to landsdele. Fra løn til sprogbrug, fra våbenbesiddelse til børneinstitutions-kvoter og tyskernes gennemsnitsalder, følger skellet præcist den gamle grænse mellem DDR og BRD. 

 

Genforeningen er tilsyneladende langt fra fuldendt endnu!

 

Hvad siger fremtidsprognosen?

Godt, vil nogle måske indvende, det er fortiden og nutiden. Men det bliver vel anderledes i fremtiden? 

Det schweiziske forskningsinstituttet Prognos har faktisk for nyligt lavet en “Zukunftsatlas” for Tyskland. Instituttet har undersøgt velstanden i mere end 402 tyske byer og distrikter og visualiseret resultaterne på et fremtidskort, “Zukunftsatlas”. Det er spændende læsning, og vi ser I en af vores kommende posts nærmere på fremtidsprognosen. Watch this space!